REJSEFORSIKRING
Husk det Blå EU-sygesikringskort og/eller en privat rejseforsikring hvis du skal ud at rejse.
Udgifter til behandling af en kronisk sygdom eller sygdom, som er opstået før afrejsen, dækkes kun, hvis det på afrejsetidspunktet ikke med rimelighed kunne forventes, at der ville blive behov for behandling i udlandet. Denne vurdering foretages af rejsesygesikringen. Det er derfor ikke dit eget eller din læges skøn, der er afgørende.
Hvis du er kronisk eller alvorlig syg, bør du derfor i god tid inden afrejsen undersøge, om lægeregninger, sygehusophold mv. dækkes, hvis du får behov for behandling under rejsen. SOS International kan i nogle tilfælde give et bindende forhåndstilsagn om dækning, hvilket betyder, at du også er dækket af rejsesygesikringen for den specifikke sygdom, som forhåndstilsagnet vedrører. Kontakt din rejseforsikring for at høre hvordan du er stillet.
PILLEPAS
Når du rejser til udlandet og har medicin med, kan du risikere, at myndighederne i udlandet gerne vil have en forklaring på, hvorfor du rejser med medicin. Medbringer du euforiserende stoffer bør du medbringe et pillepas eller en medicinattest. Pillepasset udstedes af apoteket gratis. Læs mere her.
MEDICINATTEST PÅ ENGELSK
Hvis din medicin eller dit rejsemål ikke er omfattet af apotekets pillepas, kan du få lavet en medicinattest hos lægen, se mere under menupunktet Praktisk info og Priser.